Tilbage til oversigt
Besvar emne
Fra finanskrise til bæredygtighed - er det muligt?
Oprettet af Lars Pehrsson den 13-04-2010 kl. 11:06:03
I nedenstående artikel - som oprindeligt er bragt i
CEVEAs publikation I orkanens øje, forsøger jeg
at komme bagom de gængse forklaringer på finanskrisen, og prøver - lidt håbefuldt - at vurdere
muligheden for at krisen kan bane vej for en bæredygtig økonomi.
Fra finanskrise til bæredygtighed – er det muligt?

Af Lars Pehrson, direktør i Merkur Andelskasse

Den finansielle og nu også økonomiske krise har været det altdominerende emne i 2008 og 2009, – og er det fortsat. Alverdens regeringer og parlamenter har bevilget hjælpepakker til banker og til økonomien generelt i en størrelsesorden, der overgår alt, hvad der tidligere er blevet bevilget til noget enkelt formål, selv militærudgifterne. Og bevillingerne er tilmed kommet med en hast, der viser med hvilken alvor politikere og økonomer har set på den finansielle krise – man frygtede ganske enkelt nationale og globale sammenbrud i de finansielle systemer.
En tilsvarende handlekraft ville være passende i forhold til andre af menneskehedens store udfordringer – ikke mindst klimaet – men det er en anden historie!
Det er derimod gået væsentligt langsommere, når det drejer sig om at definere nye rammer for bankernes aktiviteter. Dette talte man meget om i efteråret 2008, men efterhånden som tiden er gået og bankerne og politikerne har haft travlt med at komme tilbage til ”business as usual”, spores en tydelig ulyst til at lave alt for meget om. Dermed står vi i fare for at forspilde en chance for at strukturere finansvæsenet, så det bliver mere samfundsrelevant.

I den almene presse og i den folkelige forståelse har finanskrisen især to hovedårsager: Et større antal amerikanere, der var blevet udstyret med boliglån, de ikke kunne betale (de såkaldte subprime lån), og så grådige bankdirektører, der i jagt på store bonusser kastede deres banker ud i spekulation og letsindighed. Begge dele har naturligvis spillet en rolle, og det er let at finde spektakulære eksempler.
Men problemerne stikker langt dybere og har været på vej gennem en længere årrække. I denne artikel vil vi prøve at se på nogle af disse årsager, samt på hvilke erfaringer fra alternative forretningsmodeller for bankvirksomhed, der kan komme det generelle banksystem til gode.

Markedsfundamentalisme og shareholder value
Fra begyndelsen af 1980’erne er neoliberalismen vokset frem og med den en tro på, at markedet er den overlegne regulator af snart sagt enhver aktivitet i samfundet. De mislykkede eksperimenter i Sovjetblokken med altomfattende statsregulering førte os over i den modsatte grøft, hvor i princippet enhver statsregulering blev set som en forstyrrende hindring for markedets egen evne til at finde balancer og løse problemer. Derfor begyndte politikerne – med Reagan og Thatcher i spidsen – at deregulere økonomien, herunder ikke mindst de finansielle virksomheders vilkår. Dette er fortsat indtil finanskrisen for alvor brød ud.
Samtidig med neoliberalismens fremmarch i den makroøkonomiske tænkning, bredte der sig i den erhvervsøkonomiske tænkning et nyt paradigme, der fik navnet ”shareholder value”, og som på kort tid kom til helt at dominere tankegangen på de toneangivende handelshøjskoler (business schools hedder de på dansk….) og i bestyrelseslokalerne. Tankegangen er den, at en virksomheds vigtigste og måske sågar eneste formål er at skabe maksimal værdi til sine ejere (aktionærer - shareholders). Alle andre formål er underordnet dette. For at praktisere shareholder value lagde virksomhederne og deres ledelser vægt på to hovedelementer:

- optimere driften af virksomheden, så den giver størst muligt overskud på kortest mulig tid. Dette fører til øget pres på virksomhedens øvrige interessenter, der må afgive en større del til aktionærerne. Det drejer sig primært om medarbejdere og underleverandører, men også det omgivende samfundet (f.eks. miljøet). At de øvrige interessenter kom under pres var for så vidt ikke nyt i sig selv, men nu var det så at sige legitimeret i selve det grundlæggende paradigme, hvilket førte til at det blev gennemført langt mere aggressivt, med f.eks. massiv udflytning af produktion til lande med billig arbejdskraft og svag miljølovgivning.
- Skabelse af positive forventninger til virksomhedens fremtid. Positive forventninger til en virksomhed får nemlig dens aktiekurs til at stige, og en kraftigt stigende aktiekurs er præcis hvad aktionærerne er interesserede i, da det giver langt mere fortjeneste end det gammeldags overskud, som virksomheden kan tjene år for år. Skabelse og vedligeholdelse af positive forventninger fordrer, at der til stadighed tages strategiske skridt, som f.eks. opkøb af andre virksomheder, frasalg af dele af virksomheden, effektiviseringer og fyringer, annoncering af nye produkter, der måske kun er på tegnebrættet osv.

Med stigende aktiekurser opstår der mulighed for store fortjenester ved f.eks. et salg af virksomheden. Også ledelsen profiterer i form af aktieoptionsprogrammer, hvor man så at sige lader markedet betale exceptionelle lønninger til direktørerne, der dermed får en interesse i at skabe endnu højere forventninger.

Dereguleringen og shareholder value viste sig at være en giftig cocktail, for gradvist eroderede interessen for virksomhedernes opgaver og deres løsning af disse, for i stedet at samle sig om deres evne til at skabe fortjeneste til aktionærerne – på kort sigt vel at mærke. Den ultimative konsekvens ses i den mest ekstreme del af kapitalfondsmarkedet, hvor virksomheder blev opkøbt (ofte med deres egne penge via sindrige lånearrangementer) alene med det formål at få adgang til deres penge og cashflow og uden nogen større interesse for virksomhedernes produkter eller serviceydelser.

Er banker bare virksomheder?
I takt med at shareholder value og markedsfundamentalisme kom til at dominere tankegangen, hørte man oftere og oftere udsagn af typen ”en bank er en forretning som enhver anden” og ”banker er sat i verden for at tjene penge”. Vi vender tilbage til, om dette faktisk er tilfældet – men i hvert fald deltog bankerne ivrigt i kapløbet om aktionærernes gunst. Bankerne blev større og større via fusioner og opkøb, de ekspanderede ud over deres oprindelige område (hvad enten dette var lokalt, nationalt eller formålsbestemt), finansielle supermarkeder blev mulige i kraft af dereguleringen, og fokus blev at lave flest mulige forretninger, og dermed tjene flest mulige penge, med den kapital, man havde til rådighed. Gamle dyder som ekstra soliditet blev anset for at være sløseri med aktionærernes værdier – havde en bank f.eks. dobbelt så meget solvens (kapital i forhold til dens risici) som nødvendigt efter loven, betød det jo, at den ikke udnyttede sit potentiale til at drive forretning godt nok. Der var plads til meget mere forretning med den samme kapital!

At bankerne har en opgave i samfundet trådte i baggrunden. Bankerne formidler borgernes og virksomhedernes opsparing til dem, som ønsker at sætte ny aktivitet i gang, og som derfor behøver lån og kredit. Det er bankernes opgave at udføre denne funktion og dermed også udvælge de låntagere, der har de nødvendige evner til at gennemføre aktiviteterne – og følgelig sortere de ikke-egnede fra. Mange pengeinstitutter blev i sin tid grundlagt med det primære formå at løse denne opgave – og ikke primært for at tjene penge. Det gælder f.eks. de mange lokale spare- og andelskasser – og også en række banker – der faktisk blev grundlagt for at styrke udviklingen i lokalområde. Borgerne stillede sig selv spørgsmålet: Hvorfor sende pengene ind til banken i storbyen - de sender jo ikke pengene tilbage til vores landsby? Vi har mere gavn af selv at tage hånd om opsparingen ved at grundlægge vores egen sparekasse! Sparekassens formål er at styrke udviklingen af lokalområdet. Det er det, ”den er sat i verden for”, det er dens opgave. Dette er ikke i modstrid med, at den selvfølgelig skal drives forretningsmæssigt fornuftigt – ellers kan den jo ikke eksistere. Men det er ikke dens opgave at være en forretning. Over hele Europa og i Nordamerika opstod sparekassebevægelser fra midten af 1800-tallet og videre frem. I dag har mange sparekasser gemt deres oprindelse og tror nu, at de er forretninger, der skal ekspandere vidt og bredt, og mange af dem er omdannet til aktieselskaber. Der er dog stadig sparekasser, der holder fast i deres oprindelige målsætning om primært at virke til gavn for lokalområdet.

Fremvæksten af moderne samfundsorienterede banker
Fra 1980’erne begyndte en ny type banker at opstå i Europa, og senere også andre steder i verden: Banker, der ikke som sparekasserne primært er lokale, men i højere grad er optagede af visioner om en bæredygtig udvikling: De ønsker via deres udlåns- og investeringsvirksomhed at bevæge samfundet i retning af mere bæredygtighed og langsigtethed på miljøområdet, plads til og en værdig tilværelse for marginaliserede grupper i samfundet samt mangfoldighed og frihed indenfor kultur, undervisning og forskning.
Disse nye banker finansierer f.eks. økologisk landbrug og fødevareproduktion, bæredygtig produktion generelt, vedvarende energi, økologisk byggeri og sociale fællesskaber, institutioner og bofællesskaber for udviklingshæmmede og andre marginaliserede grupper, fri-, høj- og efterskoler, teatre og spillesteder og meget andet. En grundpille i disse bankers virksomhed er gennemsigtighed: Indskyderne skal kunne se, hvad deres penge er med til at virkeliggøre og sætte i gang. Dette står i modsætning til klassisk banktænkning: At det ikke vedkommer nogen, hvem banken låner penge til, bare det er lovligt.
I udviklingslandene er der med inspiration fra ikke mindst Muhammed Yunus og hans Grameen Bank i Bangladesh er der op gennem 1990’erne opstået en stor mikrofinansieringsbevægelse, hvor specialiserede institutter arbejder med lån til fattige mennesker for at giv dem mulighed for at skabe sig leveveje som håndværkere, handlende, serviceudbydere osv. Mikrofinansieringsinstitutterne ser også deres samfundsopgave som det overordnede: At bekæmpe fattigdom. At de også skal drives forretningsmæssigt for at kunne overleve på sigt siger sig selv.

Eksempler på bæredygtige banker i Europa
Triodos Bank, Holland, Storbritannien, Belgien, Spanien og Tyskland. www.triodos.com
GLS Bank, Tyskland. www.glsbank.de
Banca Etica, Italien. www.bancaetica.com
Alternative Bank, Schweiz, www.abs.ch
Freie Gemeinschaftsbank, Schweiz, www.gemeinschaftsbank.ch
Charity Bank, Storbritannien, www.charitybank.org
Cultura Bank, Norge. www.cultura.no
Ekobanken, Sverige. www.ekobanken.se
Merkur Andelskasse, Danmark. www.merkurbank.dk

Bankerne forvalter tilsammen over 5 mia. Euro og har op imod 1000 ansatte.

Bankerne har sammen med andre samfundsorienterede finansielle institutioner et globalt netværk, International Association of Investors in the Social Economy, INAISE. www.inaise.org, ligesom der i 2009 er dannet en ”Global Alliance for Banking on Values” med foreløbig 11 medlemmer, se www.gabv.org

De bæredygtige banker har haft en kraftig vækst med stærkt stigende antal kunder, og deres forretningsmodel har vist sig at være robust i forhold til den igangværende finanskrise. Det vil vi se nærmere på i det følgende afsnit.

Relationsbaserede eller transaktionsbaserede forretningsmodeller
De bæredygtige banker bygger på en forretningsmodel, som kan karakteriseres som relationsbaseret. Det gjaldt også for mange andre banker før shareholder value tankegangen for alvor greb om sig – og fortsat også for en række lokale sparekasser. Det betyder først og fremmest, at man har fokus på løsning af bankens opgave - at fremme bæredygtig udvikling gennem udlån – og derfor indgår i langsigtede relationer med kunder, ejere og samarbejdspartnere. Banken skal hjælpe kunderne med at løse deres opgaver. Det kunne f.eks. være at forarbejde og sælge økologisk mælk. Hvis de rette evner og markedsmuligheder er til stede, er det muligt at finde saglige løsninger, så dette kommer i stand på en risikomæssigt og prismæssigt afbalanceret måde. Opgaverne ligger med andre ord ude i virkeligheden: Konkret produktion, som faktisk efterspørges, og som samtidig bidrager til at løse miljøproblemer (fordi det er økologisk produktion). Det har derfor god chance for at være holdbart på langt sigt. Samtidig er en sådan finansiering af økologisk mejeridrift i overensstemmelse med det, som bankens indskydere er interesserede i. De forbliver derfor loyale. Det samme gælder for bankens ejere, som i vid udstrækning er sammenfaldende med kunderne. De har købt aktier i banken for at indgå i en langsigtet relation, fordi de interesserer sig for bankens opgave. De ønsker et langsigtet og stabilt afkast på et fair niveau – det ligger typisk i niveauet 5-7% p.a. – og er ikke optagede af, om der kan scores en ekstraordinær gevinst ved salg af banken. De bæredygtige banker er nemlig slet ikke til salg!

I modsætning hertil står en transaktionsbaseret forretningsmodel, som er blevet mere og mere dominerende i såvel store som i mindre og mellemstore banker. Her er man optaget af at gennemføre transaktioner, som der kan tjenes penge på her og nu. Kan man fordoble antallet af transaktioner, fordobler man også bruttoindtjeningen, og derfor er der et stadigt pres fra ledelsens side – et pres som er indbygget i selve forretningsmodellen – for til stadighed at gennemføre flest mulige transaktioner. Transaktioner kan være alt fra en valuta- eller aktiehandel, over handel med ejendomme til handel med hele virksomheder som hos kapitalfondene. Transaktioner skaber som udgangspunkt ikke noget nyt, men flytter rundt på noget, som allerede eksisterer. En serie af handler med den samme ejendom fra den ene ejendomsspekulant til den næste er et eksempel på transaktioner, der har vist sig fatale for en række banker. Men også jagten på stadigt nye finansielle produkter, der kan generere nye transaktioner, hører med til billedet. Herhjemme var såkaldt ”strukturerede obligationer” højeste mode til private kunder i de glade dage – der var tale om kombinationer af f.eks. en almindelig obligation og aktieoptioner, men som på ingen måde skabte noget nyt i samfundet. De færreste købere af disse produkter forstod hvad det var, de købte – derfor ser vi nu en lang række klagesager.

Sondringen mellem relationer og transaktioner er naturligvis ikke firkantet. Visse transaktioner er fornuftige og nødvendige – en ejendom skal jo på et tidspunkt videre til en ny ejer, og selv de mest transaktionsivrige banker indgår også i langsigtede relationer med nogle af deres kunder. Det afgørende er, hvor fokus ligger: Kan vi styrke relationerne endnu mere og blive endnu bedre til at løse kundernes langsigtede opgaver? Eller er vi mere optagede af at finde nye måder at øge antallet af transaktioner på? Eller som bankerne siger i dag: ”Hvordan kan vi sælge mere til kunderne?”, og udvisker dermed yderligere forskellen mellem banker og andre virksomheder.

Skabelsen af bobler
Lad os for en stund vende tilbage til makroøkonomien.
Finanskrisen hænger snævert sammen med skabelsen af bobler i økonomien. Der har været en boligboble med stigende priser på fast ejendom over store dele af verden, men også en aktieboble med voldsomt stigende kurser på aktier.
Bobler har deres egen psykologi. I begyndelsen og langt hen i forløbet er de bekvemme for politikerne og populære i store dele af befolkningen. Stigende ejendomspriser giver ejerne en følelse af rigdom. De kan belåne deres friværdier og købe nye forbrugsgoder. Dette skaber beskæftigelse og staten profiterer også. Når danskerne køber nye biler for lånte penge, vælter pengene ind i statskassen. En vældig gunstig situation for en regering at gå til valg i.

Den danske boligboble er langsomt og støt blevet gødet af en række tiltag, hvoraf nogle måske hver for sig virker uskyldige og måske endda i nogle situationer fornuftige. Samtidig er det et godt eksempel på dereguleringen og dens konsekvenser.

I Danmark har vi et realkreditsystem (der i øvrigt i begyndelsen og langt op i sidste århundrede var ejet af brugerne selv, dvs. låntagerne), der af mange fremhæves for dets gennemsigtighed og enkelhed. Traditionelt finansierede man huse med 20- eller 30-rige lån til fast rente i hele løbetiden. Man kendte sin husleje og kunne ikke blive overrasket fra den kant.

- først kom de variabelt forrentede lån. I stedet for fast rente i 30 år, kunne man nu få en rente, der kun var fast i 1-5 år. Denne ”korte rente”, som den kaldes, er typisk lavere end den ”lange” 30 årige rente, men svinger til gengæld mere. Det var en mulighed for at låne billigere, men mere usikkert. Evnen til at forrente mere gæld blev allerede her kalkuleret ind i priserne på huse. De steg.
- Så kom de afdragsfrie lån, hvor man kun betaler renter og ingen afdrag i en periode. Også det fik afsmittende effekt på huspriserne, selv om man udsendte besværgelser om, at det bestemt ikke var hensigten.
- Renten var generelt lav op gennem 2000-årene. Lav rente får jord- og ejendomspriser til at stige, fordi ejere og købere kan forrente med gæld med de samme penge.
- Og endelig var der deklareret ”skattestop” – og skatter med tilknytning til fast ejendom måtte derfor ikke stige. I kombination med de stærkt stigende ejendomspriser var dette skattestop virkelig benzin på bålet.

I 2 valgkampe sværgede stort set alle partier, at de aldrig kunne drømme om at hæve boligskatterne. Ingen turde fortælle vælgerne, at et sådant skridt ville være fornuftigt, da det ville dæmpe boligprisstigningerne, afværge et kommende prisdyk og give mulighed for lavere skat på arbejde.

I USA gik denne boligboble yderligere grassat ved at man tillod lån med ”introduktionsrente”, der senere ville blive sat op, lån hvor renten blev tillagt hovedstolen og ikke skulle betales kontant før senere osv. Tilmed blev lånene ”pakket om” til forskellige finansielle instrumenter, der blev solgt videre, og hvor risikoen derfor ikke lå hos den oprindelige långiver. Både i Danmark og USA er det et godt eksempel på politikernes medansvar for krisen. Dette bør selvsamme politikere ikke glemme, nu hvor de optræder som de ansvarlige, der beskæmmet over de selvforskyldte forhold hos bankerne kommer et nødstedt finansielt system til undsætning.

Grådigheden som ideal
Som nævnt indledningsvis er det populært at skælde ud på grådige bankdirektører. Der findes sandt for dyden også eksempler – ikke mindst de amerikanske topcheflønninger var kommet helt ud af proportioner, og diverse bonussystemer motiverede såvel chefer som menige medarbejdere til at sælge endnu mere til kunderne, uanset om de havde brug for ”produkterne” eller ej. Fører finanskrisen til et opgør med denne kultur, skal det på enhver måde være velkomment.

Men heller ikke her skal vi glemme, at de direktører, der i dag hånes for deres inkompetence og grådighed indtil kort før krisen brød ud blev pris i høje toner af aktionærerne for deres visionære ledelse og blev hyldet i pressen og offentligheden.
Der blev i den grad appelleret til grådighed. Enhver avis med respekt for sig selv skulle med jævne mellemrum udgive ”pengetillæg”, som sammen med vulgærøkonomiske magasiner som ”Penge og Privatøkonomi” i det uendelige gentog, hvordan vi skulle gå efter den højeste rente, finde det højeste afkast og spare mest muligt i skat, uden hensyn til, hvilken aktivitet der i øvrigt lå bag.
Politikerne var optagede af, at vi skulle udvikle en ”aktiekultur” blandt almindelige borgere – eller med andre ord gøre alle til spekulanter. Selv børneopsparingen blev det muligt at placere i aktier – for hvorfor skulle de uskyldige børn dog snydes for de gyldne afkast?
Da den britiske bank Northern Rock åbnede filial i Danmark og med det smagfulde slogan ”svinefed rente” tilbød en højere indlånsrente end vanligt her i landet, blev dette hilst velkomment af officielle forbrugerorganer, for nu blev der ”øget konkurrence til gavn for forbrugerne” – kun de færreste stillede spørgsmålet, hvorfor banken havde behov for at gå til et andet land og tilbyde høje renter for at skaffe sig midler. Svaret fik vi få måneder senere med billederne af de lange køer foran Northern Rocks britiske filialer.
Det samme gentog sig med de islandske bankers åbning af indlånsfilialer i mange europæiske lande: Sæt dog pengene i de islandske banker – de giver den bedste rente, lød rådet igen og igen. Den islandske stat kunne ikke selv dække disse indskyderes tab, som i stedet måtte dækkes af kunder i andre banker eller af skatteyderne i de lande, hvor de islandske banker opererede. Senest har den islandske stat indgået aftale om at afdrage de store beløb til udlandet over en længere årrække, hvilket har ført til omfattende folkelige protester.

Så en vis almen refleksion er ganske passende – direktørerne skal ikke have det hele, hverken når det gælder løn eller forargelse!

Hvordan kommer vi videre?
De statslige indgreb viser med al tydelighed, at skåltaler om at ”bankerne er forretninger som alle andre” og ”de banker der ikke kan løbe rundt, må gå ned” ikke passer til virkeligheden. Samfundet kan ikke leve med, at almindelige indskydere taber penge, og derfor bliver bankerne reddet eller i det mindste afviklet uden tab for netop indskyderne. Højst aktionærer og indskydere af ansvarlige lån for lov at tabe deres penge.
At det forholder sig sådan, er i for sig ganske logisk. Bankernes virksomhed hviler på en kontrakt med samfundet, der er funderet i lovgivningen: De har eneret på at modtage indskud fra offentligheden. Det må ingen andre. Bankerne løser en samfundsopgave ved at tilbyde borgere og virksomheder en sikker placering af deres penge og samtidig kanalisere denne kapital over i relativt sikre udlånsfordringer, der skal medvirke til at skabe ny aktivitet i samfundet. Selve det medium, bankerne arbejder med – pengene selv – er også skabt af samfundet gennem centralbankernes pengeudstedelse. Hensigten med udstedelsen af penge er at lette omsætningen af varer og tjenester, samt at gøre det lettere at investere i ny produktion og infrastruktur. Hensigten har aldrig været, at pengene skulle være et spekulationsmedium – at man skulle kunne tjene penge på penge.
Bankerne skal derfor være sikre. Al tale om, at hr. og fru Jensen, inden de træffer deres valg af bank, skal kreditvurdere banker og sammenligne solvensbehov og andre tekniske oplysninger, som oven i købet ikke hviler på objektive og sammenlignelige kriterier, er i bedste fald udtryk for naivitet. Selv ellers kyndige finansielle debattører har sågar foreslået ”smiley”-er til banker. Man behøver vist bare at forestille sig, hvad der vil ske, hvis pressen annoncerer, at nu har X-bank fået en sur smiley af Finanstilsynet. Man kan lige så godt lukke banken med det samme.

Alle banker skal ganske enkelt være sikre. Så kan de konkurrere på pris, rådgivningsniveau, holdning og udlånsprofil eller andet – men sikkerheden skal der ikke konkurreres på. Det skal sikres via lovgivningen. Det bedste vil formentlig være, hvis behovet for denne sikkerhed for alle indskud anerkendes ved en uformel konsensus, således at borgerne føler sig trygge ved, at hvis det en sjælden gang sker, at en bank må lukke, går det ikke ud over indskyderne. Om det i praksis på kort sigt er muligt at vride sig ud af den eksplicitte statsgaranti, som er indeholdt i den danske ”Bankpakke 1” uden at forfalde til nye rituelle besværgelser, om at banker er ”forretninger som alle andre” er et åbent spørgsmål, som ikke skal forsøges besvaret indenfor rammerne af denne artikel.

Erfaringer fra de europæiske bæredygtige banker
Når røgen fra diverse bankpakker har lagt sig, skal vi videre med at diskussionen om de overordnede rammer for fremtidens finanssystem. Der kan hos mange – ikke mindst mange politikere - spores en stemning af, at vi nu skal tilbage til de glade dage hurtigst muligt, så huspriserne igen kan stige, så der kommer gang i hjulene, så aktierne endnu engang kan ryge til himmels, så vi kan glemme den kedelige finanskrise. Så let kommer det ikke til at gå.
Skal vi undgå at styre direkte ind i nye bobler og sammenbrud, skal der grundlæggende tænkes om, når det gælder virksomhedernes, bankernes og statens rolle. Med god ret kan det spørges, om vi ikke allerede er godt i gang med at skabe en ny aktieboble, pustet op med den rigelige og billige likviditet som verdens centralbanker har udstyret de største banker med?
Staten vil have mere at skulle have sagt som regulator og som niveauet, der sætter rammerne uden skelen til særinteresser. Virksomhederne og bankerne vil skulle besinde sig mere på deres egentlige opgaver og mindre på kortsigtede gevinster og stigninger i aktiekursen. Og bankernes særlige rolle i samfundet må igen erkendes, så vi undgår de farlige situationer, der opstår, når banker opfattes som ”virksomheder som alle andre”. Endelig må det overordnede fokus være langsigtet bæredygtighed.

De bæredygtige banker, der har fokus på miljømæssige og sociale visioner, har noget inspiration at byde på, når rammerne skal sættes. Det skyldes primært deres relationsbaserede tilgang med vægt på finansiering af reelle projekter, som der faktisk er et behov for. Disse bæredygtige banker er nemlig ikke ramt direkte af krisen, men har tværtimod oplevet fremgang og vækst i kundetilgangen under finanskrisen.

8 europæiske bæredygtige banker formulerede på et møde i Frankfurt i efteråret 2008 nedenstående 7 elementer, der bør indgå i en reform af finanssystemet

1. Mindsk de finansielle spekulationer
Finansielle serviceudbydere må i fremtiden fokusere stærkere på behovene i den virkelige økonomi frem for spekulation og handler med finansielle instrumenter, der ikke giver samfundsværdi. Succeskriteriet er en klar reducering af finansielle instrumenter og spekulation, der ikke bidrager til at fremme reelle investeringstiltag.

2. Forebyg boligbobler
En del af baggrunden for den nuværende krise er de enorme boligbobler, vi har set i det meste af verden. Derfor må man sideløbende med kampen mod inflation i forbrugerpriserne, til sikring af den pengepolitiske stabilitet også forsøge at kontrollere inflationen i priserne på aktiver. Denne inflation i prisen på aktiver har en klar tendens til at øge udlån kraftigt og gøre økonomien afhængig af tilførsel af lånte midler. Derudover må man sætte ind overfor kunstigt oppustede priser på andre typer aktiver som f.eks. aktier og virksomheder, som ses ved eksempelvis salg til kapitalfonde.

3. Luk skattely
Det internationale samfund må sørge for at lukke offshore finanscentre og skattely. Det er ikke acceptabelt, at det stadig i høj grad er muligt at undgå skat og udnytte forskellene i de enkelte landes bestemmelser og reguleringer. Under finanskrisen har regeringerne – og dermed skatteyderne - overalt i verden måttet tilføre midler til finanssektoren, samtidig med at investeringsbehovet for bl.a. klimavenlig kollektiv trafik og vedvarende energi er enormt. Derfor er det særlig vigtigt, at samfundets beskatningsgrundlag ikke undermineres.

4. Reducer størrelsen af de finansielle institutioner
De begrænsninger nationale finansmyndigheder sætter for størrelsen af finansielle institutioner i forhold til hensigtsmæssigheden for den nationale økonomi, skal overføres til det globale plan. Det må ikke være muligt at skabe finansielle institutioner, hvis størrelse truer systemet med kollaps i krisesituationer. Lektien fra, hvad der skete med Island og dets banker, bør tages til efterretning og de nødvendige reguleringer foretages.

5. Styrk objektiviteten
Reglerne for kreditoplysningsbureauer, eksempelvis de rating-bureauer der gav supprime lånene i USA topkarakterer, skal sigte på at undgå interessekonflikter. På samme måde, som de kreditvurderede virksomheder er underlagt myndighedernes finanstilsyn, skal kreditoplysningsbureauerne også være underlagt tilsyn.

6. Øg gennemsigtigheden
Reglerne for gennemsigtighed for finansielle transaktioner skal leve op til betingelserne i ovenstående lovgivningskrav. Man skal målrettet prioritere forbrugernes og borgernes langsigtede interesser frem for aktionærernes kortsigtede fortjeneste. Dog skal lovgivningen undgå at blive så omfattende, at den skaber unødvendige byrder for markedets aktører. Dette har desværre været tilfældet for tidligere vedtaget lovgivning, ikke mindst det såkaldte Basel II regelsæt, som - fra et samfundsborgersynspunkt - ikke har tilvejebragt virkelige forbedringer.

7. Less is more
Udformningen af finansielle produkter skal være enkel, både med hensyn til hvordan de fungerer og med hensyn til deres tilhørende kontraktbestemmelser. Gennemsigtighed er nøglen til at overvinde den nuværende krise og til frem for alt at undgå fremtidige kriser.

Sideløbende med en sådan, især lovgivningsmæssig, indsats er der et stort behov for gennemførelse af seriøse uddannelses- og informationskampagner med finansielle temaer og emner. Kampagner, der med udgangspunkt i en reel gennemsigtighed i de reelle aktiviteter i virksomhederne, kan fremme befolkningens bevidsthed om, hvordan penges investering, forrentning og anvendelse indvirker på samfundet som helhed.

Indtil nu har man officielt prist opbygningen af en såkaldt ”aktiekultur”, som reelt sigter mod at gøre alle til spekulanter. Der er i stedet behov for at se langt mere nuanceret og langsigtet på den enkelte borgers og virksomheds omgang med penge og kapital.

Ovenstående er forslag til, hvordan man kan implementere en bæredygtig tankegang i hele den finansielle sektor. Det handler grundlæggende om at føre bankdrift med et fokus på virkelige samfundsbehov og ikke isolerede finansielle transaktioner, som for eksempel spekulativ handel med ejendomme, værdipapirer og virksomheder, der ikke tilfører samfundet værdi. Krisen har understreget vigtigheden af bæredygtig forvaltning og således foranlediget mange borgere til at rejse spørgsmålet om, hvad indskuddene på deres bankkonti egentlig anvendes til.



(indlæg af Ulrik Boe Kjeldsen, Kooperationen, på Linkedin).

onsdag den 13. april 2016

Folkeejede ø-virksomheder får LAG-tilskud

Forretningsudvikling ▪  LAG Småøerne har givet tilskud til flere ø-virksomheder, der er i folkeeje, fx foreningsejede dagligvarebutikker. Tilskuddene går typisk til småinvesteringer, men LAG Småøerne ønsker også at sætte fokus på virksomhedernes forretningsudvikling.


På en række småøer er dagligvarebutikkerne ejet af et ø-fællesskab. I disse folkeejede virksomheder er det en forening, et anpartsselskab, et andelsselskab, en fond e.l., der ejer bygningerne og måske noget af inventaret. I de fleste tilfælde drives selve købmandsforretningen af en forpagter, købmanden.

 

Med folkeejet kan lokale penge og tilskudskroner være med til at holde butikken i live. Ofte er en stor frivillig og ulønnet indsats, med fx vedligeholdelse af bygningerne, også med til at skabe værdi i de folkeejede butikker. 

 

Der er også eksempler på, at købmandsforeningen ansætter personale i stedet for at forpagte butikken ud. Omø Brugsforening (Letkøb Omø) og Mandø Brugsforening (Mandø Brugs) er eksempler på dette.

Dagli'Brugsen på Fur, Dagli’Brugsen på Sejerø og Dagli'Brugsen på Orø hører alle til COOP-familien, men er ejet af lokale brugsforeninger - og hører dermed til blandt de folkeejede ø-butikker. 

 

Også en række ø-virksomheder uden for dagligvarebranchen er folkeejede. Det gælder Øhavets Smakke- og Naturcenter, (selvejende institution), Fonden for Mandøcentret (erhvervsdrivende fond, der driver Klithus Mandø) og Lyø Kultur-og Besøgscenter (forening, som bortforpagter centrets café).


Med folkeejet følger opgaver og udfordringer: En bestyrelse af frivillige står med ansvaret for en virksomhed, der skal drives på almindelige forretningsvilkår - og udvikles.  De ulønnede bestyrelsesmedlemmer skal desuden have samarbejdet med forpagter eller personale til at fungere, både i det daglige og i forhold til forretningens udviklingsmuligheder og fremtidssikring. Bestyrelsen skal også tage stilling til nye investeringer og tilvejebringe kapital til udvidelser og renovering af bygningerne.

LAG-tilskud

Småøernes LAG har i tidens løb støttet flere af disse virksomheder med små og store beløb. Alene i den seneste ansøgningsrunde (marts 2016) har Lyø Kultur- og Besøgscenter, Mandø Brugsforening og Endelave ApS fået støtte.

Hensigten er at være med til at sikre virksomhedens drift og overlevelse med nødvendige investeringer, der kan forbedre driften og øge kvalitetten. Men LAG Småøerne ønsker også at sætte fokus på forretningsudvikling i virksomhederne.
 

Derfor er LAG-tilsagnet i flere tilfælde ledsaget af et ønske om, at virksomheden på en eller anden måde tager fat på en mere langsigtet planlægning og udvikling af forretningen, fx med en investeringsplan. Ønsket fra LAG Småøernes side er, at forretningen udvikles og gøres mere lønsom - parallelt med, at LAG-tilskuddet bruges til konkrete investeringer. 


LAG Småøerne kan fx foreslå, at virksomhedsbestyrelsen udarbejder "en mere langsigtet plan for investeringer i bygninger, inventar m.v. samt finansiering heraf". Forventningen er, at "en sådan investerings- og finansieringsplan afdækker fremtidige behov for tilskud, men også illustrerer virksomhedens muligheder for egenfinansiering, lånefinansiering m.v.". 
 

Det er set i det lys, at LAG Småøernes bestyrelse har besluttet at undersøge mulighederne for at hjælpe med andet end penge - og dermed gøre en ekstra indsats for de folkeejede dagligvarebutikker. Hvad løsningen og tilbuddet er, ved vi ikke endnu. Vi hører gerne om ønsker og forslag til tiltag, vi kan gennemføre for at hjælpe småøernes folkeejede virksomheder.


Socialøkonomi
Vi ser de folkeejede virksomheder som en slags socialøkonomiske virksomheder, og vi er bl.a. inspireret af Kooperationen, som er interesseorganisation for kooperative og socialøkonomiske virksomheder. Kooperationen arbejder bl.a. for at "rette større opmærksomhed på, hvordan lokale, fællesskabsbaserede initiativer kan bidrage til at skabe liv og positiv udvikling i lokalområder".

I kooperationens definition på socialøkonomi hedder det bl.a.:  ”Socialøkonomiske virksomheder er virksomheder, hvis primære formål er at skabe samfundsmæssig værdi… ved at hjælpe samfundets svageste, skabe gode og rummelige arbejdspladser, reducere vores negative indvirkning på miljøet og klimaet, sikre sammenhængskraft og udvikling i lokalsamfundet... Det er virksomheder, der tjener almenvellet og fremmer aktivt medborgerskab…” 

Skriv en kommentar
0 kommentarer

Mit indlæg på "linkedin":

Carl Christensen Det et meget konstruktivt indlæg om "hvad socialøkonomi også kan være". Kooperationens indkredsning af socialøkonomi "Socialøkonomiske virksomheder er virk-somheder, hvis primære formål er at skabe samfundsmæssig værdi… (se videre i Ulrik Boes Kjeldsens indlæg) er helt dækkende for de virksomheder jeg har været med i i Nordjylland - Købmandsgården, Skovsgård Hotel og Råd og dåd. 
Men det er jo ikke den type socialøkonomi som er på dagsordenen i regeringens
og embedsværkets manuel; her er det økonomisk bæredygtighed, og opkvali-
ficering, - læs disciplinering - til lønarbejde på konkurrencestatens vilkår, der er 
i højsædet, og som forsøges solgt til landets kommuner.
Det må være kooperationens opgave at videreudvikle forståelse for og redskaber 
til udvikling af en socialøkonomi der satser på rummelighed, medborgerskab, 
udvikling af almennyttige initiativer og social og grøn bæredygtighed ikke alene på småøer, men over hele landet. (se mere på: www.carldialog.dk.)

Følg debatten på "Linkedin", og giv også gerne dit bud her på "Forum for debat"

Skriv en kommentar
0 kommentarer
Tilbage til oversigt
Besvar emne
Fra finanskrise til bæredygtighed - er det muligt?
Oprettet af Lars Pehrsson den 13-04-2010 kl. 11:06:03
I nedenstående artikel - som oprindeligt er bragt i
CEVEAs publikation I orkanens øje, forsøger jeg
at komme bagom de gængse forklaringer på finanskrisen, og prøver - lidt håbefuldt - at vurdere
muligheden for at krisen kan bane vej for en bæredygtig økonomi.
Fra finanskrise til bæredygtighed – er det muligt?

Af Lars Pehrson, direktør i Merkur Andelskasse

Den finansielle og nu også økonomiske krise har været det altdominerende emne i 2008 og 2009, – og er det fortsat. Alverdens regeringer og parlamenter har bevilget hjælpepakker til banker og til økonomien generelt i en størrelsesorden, der overgår alt, hvad der tidligere er blevet bevilget til noget enkelt formål, selv militærudgifterne. Og bevillingerne er tilmed kommet med en hast, der viser med hvilken alvor politikere og økonomer har set på den finansielle krise – man frygtede ganske enkelt nationale og globale sammenbrud i de finansielle systemer.
En tilsvarende handlekraft ville være passende i forhold til andre af menneskehedens store udfordringer – ikke mindst klimaet – men det er en anden historie!
Det er derimod gået væsentligt langsommere, når det drejer sig om at definere nye rammer for bankernes aktiviteter. Dette talte man meget om i efteråret 2008, men efterhånden som tiden er gået og bankerne og politikerne har haft travlt med at komme tilbage til ”business as usual”, spores en tydelig ulyst til at lave alt for meget om. Dermed står vi i fare for at forspilde en chance for at strukturere finansvæsenet, så det bliver mere samfundsrelevant.

I den almene presse og i den folkelige forståelse har finanskrisen især to hovedårsager: Et større antal amerikanere, der var blevet udstyret med boliglån, de ikke kunne betale (de såkaldte subprime lån), og så grådige bankdirektører, der i jagt på store bonusser kastede deres banker ud i spekulation og letsindighed. Begge dele har naturligvis spillet en rolle, og det er let at finde spektakulære eksempler.
Men problemerne stikker langt dybere og har været på vej gennem en længere årrække. I denne artikel vil vi prøve at se på nogle af disse årsager, samt på hvilke erfaringer fra alternative forretningsmodeller for bankvirksomhed, der kan komme det generelle banksystem til gode.

Markedsfundamentalisme og shareholder value
Fra begyndelsen af 1980’erne er neoliberalismen vokset frem og med den en tro på, at markedet er den overlegne regulator af snart sagt enhver aktivitet i samfundet. De mislykkede eksperimenter i Sovjetblokken med altomfattende statsregulering førte os over i den modsatte grøft, hvor i princippet enhver statsregulering blev set som en forstyrrende hindring for markedets egen evne til at finde balancer og løse problemer. Derfor begyndte politikerne – med Reagan og Thatcher i spidsen – at deregulere økonomien, herunder ikke mindst de finansielle virksomheders vilkår. Dette er fortsat indtil finanskrisen for alvor brød ud.
Samtidig med neoliberalismens fremmarch i den makroøkonomiske tænkning, bredte der sig i den erhvervsøkonomiske tænkning et nyt paradigme, der fik navnet ”shareholder value”, og som på kort tid kom til helt at dominere tankegangen på de toneangivende handelshøjskoler (business schools hedder de på dansk….) og i bestyrelseslokalerne. Tankegangen er den, at en virksomheds vigtigste og måske sågar eneste formål er at skabe maksimal værdi til sine ejere (aktionærer - shareholders). Alle andre formål er underordnet dette. For at praktisere shareholder value lagde virksomhederne og deres ledelser vægt på to hovedelementer:

- optimere driften af virksomheden, så den giver størst muligt overskud på kortest mulig tid. Dette fører til øget pres på virksomhedens øvrige interessenter, der må afgive en større del til aktionærerne. Det drejer sig primært om medarbejdere og underleverandører, men også det omgivende samfundet (f.eks. miljøet). At de øvrige interessenter kom under pres var for så vidt ikke nyt i sig selv, men nu var det så at sige legitimeret i selve det grundlæggende paradigme, hvilket førte til at det blev gennemført langt mere aggressivt, med f.eks. massiv udflytning af produktion til lande med billig arbejdskraft og svag miljølovgivning.
- Skabelse af positive forventninger til virksomhedens fremtid. Positive forventninger til en virksomhed får nemlig dens aktiekurs til at stige, og en kraftigt stigende aktiekurs er præcis hvad aktionærerne er interesserede i, da det giver langt mere fortjeneste end det gammeldags overskud, som virksomheden kan tjene år for år. Skabelse og vedligeholdelse af positive forventninger fordrer, at der til stadighed tages strategiske skridt, som f.eks. opkøb af andre virksomheder, frasalg af dele af virksomheden, effektiviseringer og fyringer, annoncering af nye produkter, der måske kun er på tegnebrættet osv.

Med stigende aktiekurser opstår der mulighed for store fortjenester ved f.eks. et salg af virksomheden. Også ledelsen profiterer i form af aktieoptionsprogrammer, hvor man så at sige lader markedet betale exceptionelle lønninger til direktørerne, der dermed får en interesse i at skabe endnu højere forventninger.

Dereguleringen og shareholder value viste sig at være en giftig cocktail, for gradvist eroderede interessen for virksomhedernes opgaver og deres løsning af disse, for i stedet at samle sig om deres evne til at skabe fortjeneste til aktionærerne – på kort sigt vel at mærke. Den ultimative konsekvens ses i den mest ekstreme del af kapitalfondsmarkedet, hvor virksomheder blev opkøbt (ofte med deres egne penge via sindrige lånearrangementer) alene med det formål at få adgang til deres penge og cashflow og uden nogen større interesse for virksomhedernes produkter eller serviceydelser.

Er banker bare virksomheder?
I takt med at shareholder value og markedsfundamentalisme kom til at dominere tankegangen, hørte man oftere og oftere udsagn af typen ”en bank er en forretning som enhver anden” og ”banker er sat i verden for at tjene penge”. Vi vender tilbage til, om dette faktisk er tilfældet – men i hvert fald deltog bankerne ivrigt i kapløbet om aktionærernes gunst. Bankerne blev større og større via fusioner og opkøb, de ekspanderede ud over deres oprindelige område (hvad enten dette var lokalt, nationalt eller formålsbestemt), finansielle supermarkeder blev mulige i kraft af dereguleringen, og fokus blev at lave flest mulige forretninger, og dermed tjene flest mulige penge, med den kapital, man havde til rådighed. Gamle dyder som ekstra soliditet blev anset for at være sløseri med aktionærernes værdier – havde en bank f.eks. dobbelt så meget solvens (kapital i forhold til dens risici) som nødvendigt efter loven, betød det jo, at den ikke udnyttede sit potentiale til at drive forretning godt nok. Der var plads til meget mere forretning med den samme kapital!

At bankerne har en opgave i samfundet trådte i baggrunden. Bankerne formidler borgernes og virksomhedernes opsparing til dem, som ønsker at sætte ny aktivitet i gang, og som derfor behøver lån og kredit. Det er bankernes opgave at udføre denne funktion og dermed også udvælge de låntagere, der har de nødvendige evner til at gennemføre aktiviteterne – og følgelig sortere de ikke-egnede fra. Mange pengeinstitutter blev i sin tid grundlagt med det primære formå at løse denne opgave – og ikke primært for at tjene penge. Det gælder f.eks. de mange lokale spare- og andelskasser – og også en række banker – der faktisk blev grundlagt for at styrke udviklingen i lokalområde. Borgerne stillede sig selv spørgsmålet: Hvorfor sende pengene ind til banken i storbyen - de sender jo ikke pengene tilbage til vores landsby? Vi har mere gavn af selv at tage hånd om opsparingen ved at grundlægge vores egen sparekasse! Sparekassens formål er at styrke udviklingen af lokalområdet. Det er det, ”den er sat i verden for”, det er dens opgave. Dette er ikke i modstrid med, at den selvfølgelig skal drives forretningsmæssigt fornuftigt – ellers kan den jo ikke eksistere. Men det er ikke dens opgave at være en forretning. Over hele Europa og i Nordamerika opstod sparekassebevægelser fra midten af 1800-tallet og videre frem. I dag har mange sparekasser gemt deres oprindelse og tror nu, at de er forretninger, der skal ekspandere vidt og bredt, og mange af dem er omdannet til aktieselskaber. Der er dog stadig sparekasser, der holder fast i deres oprindelige målsætning om primært at virke til gavn for lokalområdet.

Fremvæksten af moderne samfundsorienterede banker
Fra 1980’erne begyndte en ny type banker at opstå i Europa, og senere også andre steder i verden: Banker, der ikke som sparekasserne primært er lokale, men i højere grad er optagede af visioner om en bæredygtig udvikling: De ønsker via deres udlåns- og investeringsvirksomhed at bevæge samfundet i retning af mere bæredygtighed og langsigtethed på miljøområdet, plads til og en værdig tilværelse for marginaliserede grupper i samfundet samt mangfoldighed og frihed indenfor kultur, undervisning og forskning.
Disse nye banker finansierer f.eks. økologisk landbrug og fødevareproduktion, bæredygtig produktion generelt, vedvarende energi, økologisk byggeri og sociale fællesskaber, institutioner og bofællesskaber for udviklingshæmmede og andre marginaliserede grupper, fri-, høj- og efterskoler, teatre og spillesteder og meget andet. En grundpille i disse bankers virksomhed er gennemsigtighed: Indskyderne skal kunne se, hvad deres penge er med til at virkeliggøre og sætte i gang. Dette står i modsætning til klassisk banktænkning: At det ikke vedkommer nogen, hvem banken låner penge til, bare det er lovligt.
I udviklingslandene er der med inspiration fra ikke mindst Muhammed Yunus og hans Grameen Bank i Bangladesh er der op gennem 1990’erne opstået en stor mikrofinansieringsbevægelse, hvor specialiserede institutter arbejder med lån til fattige mennesker for at giv dem mulighed for at skabe sig leveveje som håndværkere, handlende, serviceudbydere osv. Mikrofinansieringsinstitutterne ser også deres samfundsopgave som det overordnede: At bekæmpe fattigdom. At de også skal drives forretningsmæssigt for at kunne overleve på sigt siger sig selv.

Eksempler på bæredygtige banker i Europa
Triodos Bank, Holland, Storbritannien, Belgien, Spanien og Tyskland. www.triodos.com
GLS Bank, Tyskland. www.glsbank.de
Banca Etica, Italien. www.bancaetica.com
Alternative Bank, Schweiz, www.abs.ch
Freie Gemeinschaftsbank, Schweiz, www.gemeinschaftsbank.ch
Charity Bank, Storbritannien, www.charitybank.org
Cultura Bank, Norge. www.cultura.no
Ekobanken, Sverige. www.ekobanken.se
Merkur Andelskasse, Danmark. www.merkurbank.dk

Bankerne forvalter tilsammen over 5 mia. Euro og har op imod 1000 ansatte.

Bankerne har sammen med andre samfundsorienterede finansielle institutioner et globalt netværk, International Association of Investors in the Social Economy, INAISE. www.inaise.org, ligesom der i 2009 er dannet en ”Global Alliance for Banking on Values” med foreløbig 11 medlemmer, se www.gabv.org

De bæredygtige banker har haft en kraftig vækst med stærkt stigende antal kunder, og deres forretningsmodel har vist sig at være robust i forhold til den igangværende finanskrise. Det vil vi se nærmere på i det følgende afsnit.

Relationsbaserede eller transaktionsbaserede forretningsmodeller
De bæredygtige banker bygger på en forretningsmodel, som kan karakteriseres som relationsbaseret. Det gjaldt også for mange andre banker før shareholder value tankegangen for alvor greb om sig – og fortsat også for en række lokale sparekasser. Det betyder først og fremmest, at man har fokus på løsning af bankens opgave - at fremme bæredygtig udvikling gennem udlån – og derfor indgår i langsigtede relationer med kunder, ejere og samarbejdspartnere. Banken skal hjælpe kunderne med at løse deres opgaver. Det kunne f.eks. være at forarbejde og sælge økologisk mælk. Hvis de rette evner og markedsmuligheder er til stede, er det muligt at finde saglige løsninger, så dette kommer i stand på en risikomæssigt og prismæssigt afbalanceret måde. Opgaverne ligger med andre ord ude i virkeligheden: Konkret produktion, som faktisk efterspørges, og som samtidig bidrager til at løse miljøproblemer (fordi det er økologisk produktion). Det har derfor god chance for at være holdbart på langt sigt. Samtidig er en sådan finansiering af økologisk mejeridrift i overensstemmelse med det, som bankens indskydere er interesserede i. De forbliver derfor loyale. Det samme gælder for bankens ejere, som i vid udstrækning er sammenfaldende med kunderne. De har købt aktier i banken for at indgå i en langsigtet relation, fordi de interesserer sig for bankens opgave. De ønsker et langsigtet og stabilt afkast på et fair niveau – det ligger typisk i niveauet 5-7% p.a. – og er ikke optagede af, om der kan scores en ekstraordinær gevinst ved salg af banken. De bæredygtige banker er nemlig slet ikke til salg!

I modsætning hertil står en transaktionsbaseret forretningsmodel, som er blevet mere og mere dominerende i såvel store som i mindre og mellemstore banker. Her er man optaget af at gennemføre transaktioner, som der kan tjenes penge på her og nu. Kan man fordoble antallet af transaktioner, fordobler man også bruttoindtjeningen, og derfor er der et stadigt pres fra ledelsens side – et pres som er indbygget i selve forretningsmodellen – for til stadighed at gennemføre flest mulige transaktioner. Transaktioner kan være alt fra en valuta- eller aktiehandel, over handel med ejendomme til handel med hele virksomheder som hos kapitalfondene. Transaktioner skaber som udgangspunkt ikke noget nyt, men flytter rundt på noget, som allerede eksisterer. En serie af handler med den samme ejendom fra den ene ejendomsspekulant til den næste er et eksempel på transaktioner, der har vist sig fatale for en række banker. Men også jagten på stadigt nye finansielle produkter, der kan generere nye transaktioner, hører med til billedet. Herhjemme var såkaldt ”strukturerede obligationer” højeste mode til private kunder i de glade dage – der var tale om kombinationer af f.eks. en almindelig obligation og aktieoptioner, men som på ingen måde skabte noget nyt i samfundet. De færreste købere af disse produkter forstod hvad det var, de købte – derfor ser vi nu en lang række klagesager.

Sondringen mellem relationer og transaktioner er naturligvis ikke firkantet. Visse transaktioner er fornuftige og nødvendige – en ejendom skal jo på et tidspunkt videre til en ny ejer, og selv de mest transaktionsivrige banker indgår også i langsigtede relationer med nogle af deres kunder. Det afgørende er, hvor fokus ligger: Kan vi styrke relationerne endnu mere og blive endnu bedre til at løse kundernes langsigtede opgaver? Eller er vi mere optagede af at finde nye måder at øge antallet af transaktioner på? Eller som bankerne siger i dag: ”Hvordan kan vi sælge mere til kunderne?”, og udvisker dermed yderligere forskellen mellem banker og andre virksomheder.

Skabelsen af bobler
Lad os for en stund vende tilbage til makroøkonomien.
Finanskrisen hænger snævert sammen med skabelsen af bobler i økonomien. Der har været en boligboble med stigende priser på fast ejendom over store dele af verden, men også en aktieboble med voldsomt stigende kurser på aktier.
Bobler har deres egen psykologi. I begyndelsen og langt hen i forløbet er de bekvemme for politikerne og populære i store dele af befolkningen. Stigende ejendomspriser giver ejerne en følelse af rigdom. De kan belåne deres friværdier og købe nye forbrugsgoder. Dette skaber beskæftigelse og staten profiterer også. Når danskerne køber nye biler for lånte penge, vælter pengene ind i statskassen. En vældig gunstig situation for en regering at gå til valg i.

Den danske boligboble er langsomt og støt blevet gødet af en række tiltag, hvoraf nogle måske hver for sig virker uskyldige og måske endda i nogle situationer fornuftige. Samtidig er det et godt eksempel på dereguleringen og dens konsekvenser.

I Danmark har vi et realkreditsystem (der i øvrigt i begyndelsen og langt op i sidste århundrede var ejet af brugerne selv, dvs. låntagerne), der af mange fremhæves for dets gennemsigtighed og enkelhed. Traditionelt finansierede man huse med 20- eller 30-rige lån til fast rente i hele løbetiden. Man kendte sin husleje og kunne ikke blive overrasket fra den kant.

- først kom de variabelt forrentede lån. I stedet for fast rente i 30 år, kunne man nu få en rente, der kun var fast i 1-5 år. Denne ”korte rente”, som den kaldes, er typisk lavere end den ”lange” 30 årige rente, men svinger til gengæld mere. Det var en mulighed for at låne billigere, men mere usikkert. Evnen til at forrente mere gæld blev allerede her kalkuleret ind i priserne på huse. De steg.
- Så kom de afdragsfrie lån, hvor man kun betaler renter og ingen afdrag i en periode. Også det fik afsmittende effekt på huspriserne, selv om man udsendte besværgelser om, at det bestemt ikke var hensigten.
- Renten var generelt lav op gennem 2000-årene. Lav rente får jord- og ejendomspriser til at stige, fordi ejere og købere kan forrente med gæld med de samme penge.
- Og endelig var der deklareret ”skattestop” – og skatter med tilknytning til fast ejendom måtte derfor ikke stige. I kombination med de stærkt stigende ejendomspriser var dette skattestop virkelig benzin på bålet.

I 2 valgkampe sværgede stort set alle partier, at de aldrig kunne drømme om at hæve boligskatterne. Ingen turde fortælle vælgerne, at et sådant skridt ville være fornuftigt, da det ville dæmpe boligprisstigningerne, afværge et kommende prisdyk og give mulighed for lavere skat på arbejde.

I USA gik denne boligboble yderligere grassat ved at man tillod lån med ”introduktionsrente”, der senere ville blive sat op, lån hvor renten blev tillagt hovedstolen og ikke skulle betales kontant før senere osv. Tilmed blev lånene ”pakket om” til forskellige finansielle instrumenter, der blev solgt videre, og hvor risikoen derfor ikke lå hos den oprindelige långiver. Både i Danmark og USA er det et godt eksempel på politikernes medansvar for krisen. Dette bør selvsamme politikere ikke glemme, nu hvor de optræder som de ansvarlige, der beskæmmet over de selvforskyldte forhold hos bankerne kommer et nødstedt finansielt system til undsætning.

Grådigheden som ideal
Som nævnt indledningsvis er det populært at skælde ud på grådige bankdirektører. Der findes sandt for dyden også eksempler – ikke mindst de amerikanske topcheflønninger var kommet helt ud af proportioner, og diverse bonussystemer motiverede såvel chefer som menige medarbejdere til at sælge endnu mere til kunderne, uanset om de havde brug for ”produkterne” eller ej. Fører finanskrisen til et opgør med denne kultur, skal det på enhver måde være velkomment.

Men heller ikke her skal vi glemme, at de direktører, der i dag hånes for deres inkompetence og grådighed indtil kort før krisen brød ud blev pris i høje toner af aktionærerne for deres visionære ledelse og blev hyldet i pressen og offentligheden.
Der blev i den grad appelleret til grådighed. Enhver avis med respekt for sig selv skulle med jævne mellemrum udgive ”pengetillæg”, som sammen med vulgærøkonomiske magasiner som ”Penge og Privatøkonomi” i det uendelige gentog, hvordan vi skulle gå efter den højeste rente, finde det højeste afkast og spare mest muligt i skat, uden hensyn til, hvilken aktivitet der i øvrigt lå bag.
Politikerne var optagede af, at vi skulle udvikle en ”aktiekultur” blandt almindelige borgere – eller med andre ord gøre alle til spekulanter. Selv børneopsparingen blev det muligt at placere i aktier – for hvorfor skulle de uskyldige børn dog snydes for de gyldne afkast?
Da den britiske bank Northern Rock åbnede filial i Danmark og med det smagfulde slogan ”svinefed rente” tilbød en højere indlånsrente end vanligt her i landet, blev dette hilst velkomment af officielle forbrugerorganer, for nu blev der ”øget konkurrence til gavn for forbrugerne” – kun de færreste stillede spørgsmålet, hvorfor banken havde behov for at gå til et andet land og tilbyde høje renter for at skaffe sig midler. Svaret fik vi få måneder senere med billederne af de lange køer foran Northern Rocks britiske filialer.
Det samme gentog sig med de islandske bankers åbning af indlånsfilialer i mange europæiske lande: Sæt dog pengene i de islandske banker – de giver den bedste rente, lød rådet igen og igen. Den islandske stat kunne ikke selv dække disse indskyderes tab, som i stedet måtte dækkes af kunder i andre banker eller af skatteyderne i de lande, hvor de islandske banker opererede. Senest har den islandske stat indgået aftale om at afdrage de store beløb til udlandet over en længere årrække, hvilket har ført til omfattende folkelige protester.

Så en vis almen refleksion er ganske passende – direktørerne skal ikke have det hele, hverken når det gælder løn eller forargelse!

Hvordan kommer vi videre?
De statslige indgreb viser med al tydelighed, at skåltaler om at ”bankerne er forretninger som alle andre” og ”de banker der ikke kan løbe rundt, må gå ned” ikke passer til virkeligheden. Samfundet kan ikke leve med, at almindelige indskydere taber penge, og derfor bliver bankerne reddet eller i det mindste afviklet uden tab for netop indskyderne. Højst aktionærer og indskydere af ansvarlige lån for lov at tabe deres penge.
At det forholder sig sådan, er i for sig ganske logisk. Bankernes virksomhed hviler på en kontrakt med samfundet, der er funderet i lovgivningen: De har eneret på at modtage indskud fra offentligheden. Det må ingen andre. Bankerne løser en samfundsopgave ved at tilbyde borgere og virksomheder en sikker placering af deres penge og samtidig kanalisere denne kapital over i relativt sikre udlånsfordringer, der skal medvirke til at skabe ny aktivitet i samfundet. Selve det medium, bankerne arbejder med – pengene selv – er også skabt af samfundet gennem centralbankernes pengeudstedelse. Hensigten med udstedelsen af penge er at lette omsætningen af varer og tjenester, samt at gøre det lettere at investere i ny produktion og infrastruktur. Hensigten har aldrig været, at pengene skulle være et spekulationsmedium – at man skulle kunne tjene penge på penge.
Bankerne skal derfor være sikre. Al tale om, at hr. og fru Jensen, inden de træffer deres valg af bank, skal kreditvurdere banker og sammenligne solvensbehov og andre tekniske oplysninger, som oven i købet ikke hviler på objektive og sammenlignelige kriterier, er i bedste fald udtryk for naivitet. Selv ellers kyndige finansielle debattører har sågar foreslået ”smiley”-er til banker. Man behøver vist bare at forestille sig, hvad der vil ske, hvis pressen annoncerer, at nu har X-bank fået en sur smiley af Finanstilsynet. Man kan lige så godt lukke banken med det samme.

Alle banker skal ganske enkelt være sikre. Så kan de konkurrere på pris, rådgivningsniveau, holdning og udlånsprofil eller andet – men sikkerheden skal der ikke konkurreres på. Det skal sikres via lovgivningen. Det bedste vil formentlig være, hvis behovet for denne sikkerhed for alle indskud anerkendes ved en uformel konsensus, således at borgerne føler sig trygge ved, at hvis det en sjælden gang sker, at en bank må lukke, går det ikke ud over indskyderne. Om det i praksis på kort sigt er muligt at vride sig ud af den eksplicitte statsgaranti, som er indeholdt i den danske ”Bankpakke 1” uden at forfalde til nye rituelle besværgelser, om at banker er ”forretninger som alle andre” er et åbent spørgsmål, som ikke skal forsøges besvaret indenfor rammerne af denne artikel.

Erfaringer fra de europæiske bæredygtige banker
Når røgen fra diverse bankpakker har lagt sig, skal vi videre med at diskussionen om de overordnede rammer for fremtidens finanssystem. Der kan hos mange – ikke mindst mange politikere - spores en stemning af, at vi nu skal tilbage til de glade dage hurtigst muligt, så huspriserne igen kan stige, så der kommer gang i hjulene, så aktierne endnu engang kan ryge til himmels, så vi kan glemme den kedelige finanskrise. Så let kommer det ikke til at gå.
Skal vi undgå at styre direkte ind i nye bobler og sammenbrud, skal der grundlæggende tænkes om, når det gælder virksomhedernes, bankernes og statens rolle. Med god ret kan det spørges, om vi ikke allerede er godt i gang med at skabe en ny aktieboble, pustet op med den rigelige og billige likviditet som verdens centralbanker har udstyret de største banker med?
Staten vil have mere at skulle have sagt som regulator og som niveauet, der sætter rammerne uden skelen til særinteresser. Virksomhederne og bankerne vil skulle besinde sig mere på deres egentlige opgaver og mindre på kortsigtede gevinster og stigninger i aktiekursen. Og bankernes særlige rolle i samfundet må igen erkendes, så vi undgår de farlige situationer, der opstår, når banker opfattes som ”virksomheder som alle andre”. Endelig må det overordnede fokus være langsigtet bæredygtighed.

De bæredygtige banker, der har fokus på miljømæssige og sociale visioner, har noget inspiration at byde på, når rammerne skal sættes. Det skyldes primært deres relationsbaserede tilgang med vægt på finansiering af reelle projekter, som der faktisk er et behov for. Disse bæredygtige banker er nemlig ikke ramt direkte af krisen, men har tværtimod oplevet fremgang og vækst i kundetilgangen under finanskrisen.

8 europæiske bæredygtige banker formulerede på et møde i Frankfurt i efteråret 2008 nedenstående 7 elementer, der bør indgå i en reform af finanssystemet

1. Mindsk de finansielle spekulationer
Finansielle serviceudbydere må i fremtiden fokusere stærkere på behovene i den virkelige økonomi frem for spekulation og handler med finansielle instrumenter, der ikke giver samfundsværdi. Succeskriteriet er en klar reducering af finansielle instrumenter og spekulation, der ikke bidrager til at fremme reelle investeringstiltag.

2. Forebyg boligbobler
En del af baggrunden for den nuværende krise er de enorme boligbobler, vi har set i det meste af verden. Derfor må man sideløbende med kampen mod inflation i forbrugerpriserne, til sikring af den pengepolitiske stabilitet også forsøge at kontrollere inflationen i priserne på aktiver. Denne inflation i prisen på aktiver har en klar tendens til at øge udlån kraftigt og gøre økonomien afhængig af tilførsel af lånte midler. Derudover må man sætte ind overfor kunstigt oppustede priser på andre typer aktiver som f.eks. aktier og virksomheder, som ses ved eksempelvis salg til kapitalfonde.

3. Luk skattely
Det internationale samfund må sørge for at lukke offshore finanscentre og skattely. Det er ikke acceptabelt, at det stadig i høj grad er muligt at undgå skat og udnytte forskellene i de enkelte landes bestemmelser og reguleringer. Under finanskrisen har regeringerne – og dermed skatteyderne - overalt i verden måttet tilføre midler til finanssektoren, samtidig med at investeringsbehovet for bl.a. klimavenlig kollektiv trafik og vedvarende energi er enormt. Derfor er det særlig vigtigt, at samfundets beskatningsgrundlag ikke undermineres.

4. Reducer størrelsen af de finansielle institutioner
De begrænsninger nationale finansmyndigheder sætter for størrelsen af finansielle institutioner i forhold til hensigtsmæssigheden for den nationale økonomi, skal overføres til det globale plan. Det må ikke være muligt at skabe finansielle institutioner, hvis størrelse truer systemet med kollaps i krisesituationer. Lektien fra, hvad der skete med Island og dets banker, bør tages til efterretning og de nødvendige reguleringer foretages.

5. Styrk objektiviteten
Reglerne for kreditoplysningsbureauer, eksempelvis de rating-bureauer der gav supprime lånene i USA topkarakterer, skal sigte på at undgå interessekonflikter. På samme måde, som de kreditvurderede virksomheder er underlagt myndighedernes finanstilsyn, skal kreditoplysningsbureauerne også være underlagt tilsyn.

6. Øg gennemsigtigheden
Reglerne for gennemsigtighed for finansielle transaktioner skal leve op til betingelserne i ovenstående lovgivningskrav. Man skal målrettet prioritere forbrugernes og borgernes langsigtede interesser frem for aktionærernes kortsigtede fortjeneste. Dog skal lovgivningen undgå at blive så omfattende, at den skaber unødvendige byrder for markedets aktører. Dette har desværre været tilfældet for tidligere vedtaget lovgivning, ikke mindst det såkaldte Basel II regelsæt, som - fra et samfundsborgersynspunkt - ikke har tilvejebragt virkelige forbedringer.

7. Less is more
Udformningen af finansielle produkter skal være enkel, både med hensyn til hvordan de fungerer og med hensyn til deres tilhørende kontraktbestemmelser. Gennemsigtighed er nøglen til at overvinde den nuværende krise og til frem for alt at undgå fremtidige kriser.

Sideløbende med en sådan, især lovgivningsmæssig, indsats er der et stort behov for gennemførelse af seriøse uddannelses- og informationskampagner med finansielle temaer og emner. Kampagner, der med udgangspunkt i en reel gennemsigtighed i de reelle aktiviteter i virksomhederne, kan fremme befolkningens bevidsthed om, hvordan penges investering, forrentning og anvendelse indvirker på samfundet som helhed.

Indtil nu har man officielt prist opbygningen af en såkaldt ”aktiekultur”, som reelt sigter mod at gøre alle til spekulanter. Der er i stedet behov for at se langt mere nuanceret og langsigtet på den enkelte borgers og virksomheds omgang med penge og kapital.

Ovenstående er forslag til, hvordan man kan implementere en bæredygtig tankegang i hele den finansielle sektor. Det handler grundlæggende om at føre bankdrift med et fokus på virkelige samfundsbehov og ikke isolerede finansielle transaktioner, som for eksempel spekulativ handel med ejendomme, værdipapirer og virksomheder, der ikke tilfører samfundet værdi. Krisen har understreget vigtigheden af bæredygtig forvaltning og således foranlediget mange borgere til at rejse spørgsmålet om, hvad indskuddene på deres bankkonti egentlig anvendes til.



  Carl Christensens hjemmeside.

   e-mail: carlchr7@gmail.com