"Aalborg Øst vil have alle med"

Via Kofoeds skoles afdeling i Aalborg kom jeg i starten af 2014 i kontakt med Aalborg Øst.  Kofoeds skole var i færd med at  etablere en afdeling i det område, og sammen med lederen, Helle, aftalte jeg at det skulle afprøves om nogle af mine erafringer fra Købmandsgården, Råd og dåd og Skovsgård hotel kunne inspirere til "et samarbejde på tværs" i Aalborg Øst.  Det var der ret stor interesse for. Og det udviklede sig til fælles oplæg, som kan læses ved at klikke ind sidst på denne  side. 

På baggrund af egne erfaringer og som svar på den massive udstødning fra arbejdsmarkedet formulerede jeg et behov for en nyorientering af socialpolitik og beskæftigelsestiltag.                   Det følger her og det præger udspillet: 

1. Det skal erkendes at der er en voksende kløft mellem konkurrencesamfundets kvalifikationskrav – effektivitet, omstillingsevne, indlæringsevne og psykisk robusthed – og en ret stor gruppe af medborgeres forudsætninger (psykisk, fysisk og indlæringsmæssigt) for at klare sig i “ræset”.

Den største udfordring i forhold til udstødning er derfor at udvikle en langt bredere vifte af muligheder for at man som “ikke arbejdsmarkedsegnet” kan bidrage til samfundets trivsel og udvikling på andre vilkår end lønarbejdets ret endsidige satsen på økonomi.

Der skal udvikles et udfoldelsesrum - handlerum -  på andre værdier end økonomisk vækst. Får man som udsat borger mulighed for at være med løse opgaver af interesse for lokalsamfundet/boligområdet kan man føle sig anerkendt, og så er der  skabt bedre muligheder for inklusion.

2. Der skal på social- og beskæftigelsesområdet knyttes an til bæredygtighedsstrategier: overførselsindkomster, og sociale projekter, skal i videst mulige omfang gøres aktive i forhold til at fremme social- og økologisk bæredygtighed.

3. Der skal udvikles en organisationsform mellem offentlige systemer og privatisering (profitorientering), som både kan agere fleksibelt og knytte an til civilsamfundets netværk og ressourcer. Dette i bestræbelsen på at udvikle - genudvikle – sociale og kulturelle fællesskabsformer. Selvforvaltning, græsrodsinitiativer, andelsbevægelse mv. Der er masser af erfaringer delvist “socialt fortrængte”, som kunne inspirere, men humanistiske og pædagogiske uddannelser skal spores ind på det også. 

4. Det mere og mere økonomisk nyttemaksimerende menneskesyn skal udfordres af et langt bredere humant menneskesyn, baseret på næstekærlighed, mangfoldighed, “hjælp selvhjælp” (“empowerment”), - med respekt og anerkendelse, som nøglebegreber.

Vores udspil "Aalborg Øst vil have alle med" (Marker her)

  Carl Christensens hjemmeside.

   e-mail: carlchr7@gmail.com